Lithium Balance udvikler en ny energiløsning til lagring af strøm fra solceller og vindmøller. Energiløsningen vælger automatisk den mest hensigtsmæssige måde for hvert batteri til enten at lagre strømmen, anvende den lokalt eller sælge den videre til elnettet. Glaze har bidraget til design og udvikling af den cloud- og edge-platform, der gør hvert Battery Management System i stand til at disponere energien ud fra vejrudsigter, elpriser og elforbrug.
UDFORDRINGEN
Lithium Balance har gennem mange år udviklet og leveret batteristyringssystemer (BMS), mens komplette energilagringssystemer udgør et nyt forretningsområde for virksomheden. I løbet af det første år installeres de første testløsninger på 30 lokationer i Danmark, Skotland og Spanien – lige fra mindre batterisystemer på 10 kWh i enfamiliehuse til større anlæg på 100–250 kWh i erhvervsejendomme.
Glaze har hjulpet Lithium Balance med design og udvikling af IIoT-løsningen, som består af edge computing til realtids- og offline-styring lokalt på batterianlægget samt en IoT cloud-platform, der beregner en 24-timers driftsplan for energilageret. Microsoft Azure anvendes som IoT cloud-platform sammen med Azure IoT Edge til opkobling mellem den lokale styring og skyen.
Løsningen udvider mulighederne fra ren lokal styring til en mere dataunderstøttet regulering af energilageret ved hjælp af cloud-beregninger, machine learning og eksterne datakilder.
Cloud-løsningen indhenter løbende aktuelle data, herunder elpriser og vejrprognoser, og sammenholder dem med driftsdata fra det enkelte energilagringssystem, så energimønsteret kan planlægges 24 timer frem.
UDTALELSE
“Glaze har leveret kvalificeret rådgivning og anvendt deres viden til at udnytte Microsoft Azure som IoT cloud-platform med en ligefrem og praktisk tilgang”, udtaler Lars Kruse, Director, Energy Systems, Lithium Balance.